Vores samarbejde med J.A.K
Udover at være et selvstændigt pengeinstitut er Thisted Andelskasse, sammen med en håndfuld andre danske andels- og fælleskasser, medlem af Foreningen af J.A.K. pengeinstitutter.
Denne forening er andelskassernes fælles forum på det ideologiske, juridiske og administrative område. Desuden er den andelskasserne talerør overfor offentlige myndigheder.
På det praktiske og administrative område rådgives og serviceres J.A.K. Andelskasserne af Folkesparekassen, der også tilbyder rentefri J.A.K. finansiering til kunder over hele landet.
J.A.K. andelskasserne er endelig tilknyttet Landsforeningen J.A.K., hvis formål er "gennem oplysning at arbejde for økonomisk og menneskelig frigørelse".
J.A.K – Jord, Arbejde og Kapital
Thisted Andelskasse udspringer, sammen med andre danske J.A.K. Andelskasser, af J.A.K. bevægelsen fra 1930’erne.
J.A.K. er den daglige forkortelse for Jord, Arbejde og Kapital.
Jord er symbol for råstoffer og ressourcer af enhver art, hvad enten de er materielle, kunstneriske eller idemæssige.
Arbejde er symbol for den forædling, råstoffet gives for at blive til det færdige produkt.
Kapital er de værdier, der derved skabes.
Når Jord og Arbejde får lov at samvirke uden hindringer, kan vi skabe Kapital, det vil sige ægte værdier. Når vi ønsker at omsætte vore værdier, bruger vi penge som byttemiddel, da det vil være upraktisk i et moderne samfund at bytte vare mod vare. Efter J.A.K.'s opfattelse har penge ingen værdi i sig selv. Penge må ikke gøres til en prisbestemt vare. J.A.K. ønsker at afskaffe renten og på langt sigt skabe muligheder for en rentefri samfundsbank. Som et skridt på vejen arbejder J.A.K. pengeinstitutterne med rentefrie indlån og udlån som deres væsentligste mål. På rentefrie lån opkræves kun den administration, som er nødvendig til dækning af pengeinstituttets omkostninger.
Læs mere om J.A.K.s historie i den spændende artikel af Poul Busk Sørensen eller besøg J.A.K.s hjemmeside.